Blog XXXIII: Lo Siento Pero I Can't Rescue The Whole World

Så fik jeg dette brev tilsendt fra Sclerose-foreningen. Vi er nu i juleperioden.

Som der står på sedlen.

- Julen ligger lige om hjørnet. Den forbinder de fleste af os med noget rart og hyggeligt. Sclerose er hverken rar eller hyggelig – den er lige modsat.

Det kan jeg kun give dem ret i. Men tanken om disse forskellige organisationer, som støtter en god sag, giver mig eftertanke til om jeg egentlig er i stand til at kunne hjælpe alle de nødshjælpsorganisationer?

Faktummet er:

Det kan jeg ikke!

Jeg kan desværre ikke redde hele verden. Og det er ikke kun mig, men det gælder alle Jer individer, som går ind under hovedbegrebet at være et menneske. Hvor meget i så kævler løs om, hvorvidt vi skal vågne op, indse den virkelige mundo, bliver i nødt til at erkende, at I ikke kan være i stand til at bidrage økonomisk til alle nødhjælpsorganisationer, medmindre I tilsidesætter jeres egne behov, eller medmindre I er økonomisk uafhængige. Målet for økonomisk uafhængighed er mit, men lang vej er der endnu . Det kan jeg desværre ikke, eller jo, det kan jeg godt, men nej, ikke til alle nødhjælpsorganisationer, som forlanger, eller måske lidt mere ydmygt sagt ønsker økonomisk støtte fra os individer. Jeg postulerer, at vi som individer har en masse behov, der skal dækkes før, man kan tænke på et overskud, som man kan bidrage eller forære til andre eller væk.

Tænk på Maslows Behovspyramide hvor både de Fysiske behov, behov for sikkerhed, sociale behov og behov for agtelse skal dækkes før man kan tale om et behov for selvrealisering, som er det øverste niveau på pyramiden. Selvrealisering handler så dermed om de overskud, man har til overs efter de sidste fire behov er dækket. Jeg tænker dog mere at selvrealisering kunne handle om at finde de huller, som de fire andre behov ikke dækker. Der kan være både – og. Eller er det ikke det samme?

Faktummet er, at jeg ikke har økonomisk kapacitet til at støtte alle de, som stopper mig op på gaden ved Stortorvet og kører på min samvittighed, hvor jeg dog bare ikke kan andet end at nikke og bekræfte, at det er sandt til alle de rekrutter fra enten Green Peace, Amnesty International eller Folkekirkens Nødhjælp. Når de så tror, at de efter en lang prædiken når klimaksen og de ydmyget spørger om pengene eller en fast binding på seks måneder, bliver man (Jeg) nødt til at sige: Jeg Skal Li Tænke Over Det… Selvom det egentlig også ville være moralsk forkert af mig. Jamen hvad skal jeg gøre? Jeg kan jo ikke bare sige nej til at støtte dem i en god sag, hvor en god slat sikkert går til administrationen uden jeg egentlig ved det. Det gør mig bare til en kynisk og uforstående bastard.

Jeg kan ikke redde hele verden på en gang… Meen, jeg kan starte ét sted! Og jeg kan påvirke andre til at vågne op, men hvordan kan jeg det, når jeg ikke engang selv kan leve op til de fulde forventninger? 

Jeg beder dig derfor i denne juletid om at støtte op om de, der ikke har det nemt, som navigerer i kaos, som har mistet deres identitet og selvværd, som føler at de ikke orker mere….. / Brug girokortet. Giv dem din støtte – og du er med til at hjælpe liv, lyder brevet fra Sclerose Foreningen.

Til- og Fra kort fra Scleroseforeningen

Og så klask! Et girokort på bordet. Men Tjaaeh hvorfor ikke? Jeg kan jo vel godt starte et eller andet sted. Jeg starter ved Scleroseforeningen.

Og så er det kun jul én gang om året!

Kowgutten

kilder:

Maslow - http://get2business.wordpress.com/2010/06/29/find-en-positiv-identitet-som-ledig/

http://www.berg-marketing.dk/maslow.htm